Guerilla Knitting 2.0

Ganske kort: Tim Regan har netop introduceret mig for fænomenet Guerilla Knitting, eller Xtreme Knitting, som er det, der ville komme ud af at klone en street artist med en gammel dame fra Hosekræmmeren.
Er det ikke bare cool?

Faldt også over denne ironiske StarWars-kommentar (håber jeg) til traditionel 'cute' knitting. Ja, man fattes ord.

Verdamt! I just realized that Tim Regan (yes,the proud owner of Henry, the dogumentarist, that you read about earlier) posted a blog on the exact same topic.

Only, he was kind enough to also refer to my friend Anders Bonnesen who have done some great knitting work (and that is something you rarely get to say about...well, anyone).

So, to fix that I hurry to add Anders's work here. Check it out, and guess who has the beautiful (and possibly lethal) tripod sitting in her home...(no, it's not his mom, dammit. How could you?)

Tim mentions that to him, blogging is a way of keeping up to date with what his friends are doing. Actually, in Tim's case, it's probably more about using technology to embarrass his sweet kids in a parallel reality. And globally, just to make sure that they cannot even leave the country.

But, to be honest, I don't think he needs to - his orange home-made papier maché thingy that turns a perfectly good camera into a crappy dysfunctional camera, has probably already earned Will and Meg a place in the hall of tormented kids. Not because it is there, but because he wears it. In public. For real.

Anyway, that was a bit besides the track...The point is, since my friends are a rather international lot, and since I would be lost if they chose to blog in, say, Portuguese, I will consider continuing my blog in English.

First, however, I have to consider the professional consequences of giving my entire professional community the opportunity to read what is going on in my mind. It is not exactly a career-booster, I fear.

Kattedame 2.0

Har lige sendt den franske Bulldog 'Henri' hjem iført sele og kamera. Lydsiden til sådan en Marty Feldman-eyed lille satan er simpelthen fantastisk, og jeg ærgrer mig over at vores kameraer ikke optager lyd.

Efter en all-mail til Computer Mediated Living-gruppen er jeg nu kendt som 'dogumentary-damen' og muligvis også 'hende med velourseletøjet'.

Det ka være godt eller skidt alt efter smag.

However, efter kun 20 sek. stillede næste firbenede deltager op i køen.

...og sådan blev jeg web 2.0 versionen af det, der i gamle dage hed 'kattedamen'.

15.000 henrograhpies og øjne som rosiner

Gosh for en dag...
I mindst 10 timer har jeg siddet og gloet på de billeder, hunden Henry havde taget i påskeferien.

Vel igennem de ca. 5.000 snapshots beslutter jeg mig at samle et udvalg af særligt lækre Henrographies som Familien Regan ka muntre sig med, og ha som minde. Fordi jeg er så pisse flink.

Og nej, min hukommelse er måske ikke ulastelig, men jeg ville tro,at jeg ku huske at ha set granma Regans blodsprængte ben i ubehageligt close-up eller et afslørende portræt af hvad jeg tror er naboens hunds bagende.

Og ja, det viser sig, at Henry, the bloody canine paparazzi, har taget 15.000 (!) fotos over påsken, og at jeg har laaaangt igen med at mærke og klassificere.

Mine hornhinder føles som rosiner nu, men jeg er i mål. Tror jeg. Indtil i morgen, hvor næste firbenede deltager ankommer kl 7.00.

Var i kæledyrsmekkaet 'Petcessories' (sic!) og impulsindkøbe halsbånd og seler til div størrelser pelsdyr. Overvejede kort at købe en spand med levende fårekyllinger, bare fordi man ku. Men jeg tænkte at fire stykker seletøj til kæledyr nok er slemt nok at sætte på sin expense account, og de er alligevel for små til at man ka sætte et kamera på dem, sådan nogle kyllinger.

Godt nok er hele Socio-Digital Systems-gruppen hos de andre -og mere traditionelle- forskergrupper allerede kendt for kun at lave bizarre og ubrugelige gadgets, men efter jeg kom tilbage med hvad der ligner 4 x bondageudstyr i sort velour, og en pose med friske kødben, så tror jeg sgu, de stifter en pris i mit navn.

Kyllingekostumets psykologi

Vi var til Quirkology lecture i går i Cambridge.

Og selvom det var virkelig morsomt, og Professor Wiseman fik publikum til at knække sammen af grin flere gange, så er der vel ikke så meget at sige end:

Stol ikke på din hjerne for den lyver omtrent ligeså meget som et sølvbrudepar i parterapi.

Tjek selv Wisemans quirkology hjemmeside, hvor der er mulighed for at deltage i div forsøg.

Hvis du er heldig ligger der også en video med 'Fire Walker' hippier, der får brændt deres fødder fordi -surprise- de ikke har mediteret sig til et kraftfelt af energi, der beskytter deres små pusselanker fra brandsår.

Desværre var historien om kyllingekostumet ikke andet end historien om, hvordan Professor Wiseman havde fået sin phd-studerende (!) til at hoppe i gult plys for at posere til forsiden af en bog. Uagtet at det meste af verden faktisk ikke forstår joken 'why did the chicken cross the road'.

Bagefter røg vi på The Eagle, som er en halv-skoddet men meget gammel pub hvor vi fik faldt over denne plaque.

Jeg er temmelig ligeglad med, hvor DNA-opdagelsen blev annonceret, men jeg finder det fascinerende, at nogen er i stand til at leve af Bangers 'n' mash 6 (!) dage om ugen, som skiltet til højre kraftigt hinter.

"I hope you won't be lonely, [insert name], [insert diabolical laughter]"

If you are breaking up with someone-or in the middle of a nasty divorce-consider getting him the cat-one and add a diabolical laughter at the end of the message.

When you are all alone and eating off the floor, a rude message from the one that left you is really going to brighten your day...who came up with that crappy design idea?

It will probably do for lonly people in nursery homes as well.

So, if you are one of those children that never visits your parents at 'Sunflower Hill' or 'Happy Homes', feel free to use the idea.

You can get the bowl at petgadgets.com, I think.

Biomimetic robot lobster performs chemo-orientation. Oh, ya!

Ok, nok har jeg endnu ikke fostret nogen banebrydende forskningside, men jeg har laert tre vigtige ting idag:

Ting 1:
Hvis du gik rundt og troede, at dyrerobotter primaert var orienteret mod traditionelle kaeledyr som Sonys AIBO eller Shibatas PARO ja, saa tog du fejl. Ligesom jeg, indtil for faa timer siden.

Jeg har nemlig fundet nervepirrende litteratur om....hummer robotter (hummerbotter?).

Tjek bare sexede titler som: "Biomimetic robot lobster performs chemo-orientation in turbulence using a pair of spatially separated sensors: Progress and challenges".

Wow! Fjern prompte jeres elendige Boerge Mogensen coffee table books, og goer plads for Grasso et al...

Ting 2:
At Microsoft afholder konferencer om computerspil er vel naeppe en overraskelse. Men at de afholder dem paa laekre krydstogtskibe, der pendul-sejler mellem Miami og Mexico, er dagens interessante og positive indlaering.

At en ven vaelger at dele sine cocktail 'n' cruise-oplevelser med mig, balancerer knivskarpt mellem betaenksomt og belemrende.

Men at jeg ikke var inviteret er fuldstaendig....a-...a-...arrg!

Ting 3:
Andre forskningsgrene er ogsaa vilde med kyllinger!
Laes bare denne beskrivelse af en 'Evening Science Lecture', som jeg bare maa se i naeste uge:

Quirkology: Weird pyschology.
For over twenty years, Professor Richard Wiseman has examined the quirky science of everyday life. He has spent nights in alledgedly haunted houses, conducted clandestine experiments in over 30 countries, and dressed up as a giant chicken.

...dressed up as a giant chicken!

Jeg er virkelig speandt paa om dette paa nogen maade er relateret til Wiseman's forskning, for det fremgaar aerligt talt ikke saerligt tydeligt af teksten....

What black hours we have spent: Field work fra St John's College Kapel

Free at last!

Hele eftermiddagen er gået med at dalre rundt med hænderne i lommen, Harry Potter-lydbog i ørerne og blikket indstillet på mos, rust, krakeleret maling, pigstensbelægninger osv. Så zen som jeg nu engang kan blive.

Cambridge har utallige skilte med 'private', 'don't enter', 'closed for the public', og de taler virkeligt til min nysgerrighed. Nu har jeg flere trespasses på samvittigheden, end smeden har lasagnemiddage. Og dette eventyr gik faktisk rigtig godt lige indtil.....

...jeg fistrede rundt backstage hos St. John's College, og pludselig hørte orgelmusik tæt på. Og mens jeg prøver at lirke sidedøren til kapellet op, bliver den åbnet indefra af kirkens kappeklædte posse. Venligt presser de en kopi af 'Meditation on the Passion of Christ' ned i hånden på mig, mens de viser mig ind.

Og der står jeg så, i en setting jeg ikke kender. I dette kapel sidder man overfor hinanden, og flere af bænkene har borde med læselamper, og der er et meget seriøst look to it all. Jeg ved ikke om jeg skal sætte mig i højre eller venstre side, om de fine sæder i udskåret ædeltræ er out of bounce for sådan een som mig, eller hvad jeg i det hele taget formodes at foretage mig.

Jeg har ingen anelse om hvad der skal foregå - orgelmusikken brager, og folk ser henførte ud. Folk, der har sorte kapper på, bemærker jeg pludseligt. Folk, som har lagt ansigtet i de rette folder. Folk med røgelseskar, der får stedet til at lugte som formningslokalet på Egedalsskolen i 80'erne. Er det asbest eller modellervoks, de brænder af?

Og så er der altså mig, med min Harry Potter lydbog, guldvanter og alt for megen make-up. Ligner en transvestit til et enkebal.

Her begynder jeg så at nærgranske pamfletten, for også at se ud som om, jeg hører til. I bagklogskabens lys er det jo ret lamt, men hvad skal man gøre?

Een ting er sevet ind på nuværende tidspunkt: det er ikke fri filmforevisning af 'The Passion of the Christ', jeg er kommet til.

Jeg bladrer i mit lilla hæfte, som viser sig at være programmet. 6 duplex-printede A4-sider i hippielilla. I kid you not! Og det er ikke drejebogen til en sommerfest, kan jeg fortælle.


'I wake and feel the feel of dark, not day. What hours, O what black hours we have spent...'


Sådan fortsætter vi 6 livsglade sider, før vi slutter med 'Dead and Buried' af Elizabeth Rooney.

Selv for en gammel goth-fan som mig, er det for meget. Jeg beslutter at forlade festlighederne. Men se, her er det, at kirkens folk ka lære Hells Angels noget. Stedet er satme bedre bevogtget end et danskerdiskotek på Strøget. Bortset fra, at her er det svært at komme ud, hvis man ikke er een af 'the guys'.

Paterfætrene stiller sig simpelthen op foran udgangen, og prøver med deres fordømmende øjne at guilt-trippe mig til at gå ned på min plads (ok, det er måske bare min fantasi). Og ligesom provinsens stationscenterbander har de en forkærlighed for XXL-kostumer, så man ka ikke engang udse sig den, der er lettest at vælte, og ta stikkeren.

Anyways, de lader mig slippe. Måske fordi jeg selv er iført lang sort kjole og kappeagtig vinterfrakke. Og så -oh, ve!- har jeg satme glemt mine vanter inde på pøbelrækken. Jeg står mindst 1 minut og overvejer, hvor glad jeg egentlig er for de vanter, inden jeg må dukke nakken og snige mig ind til endnu en runde orgelfaciliteret weltsmertz.

Jeg er ikke for fin til at dele oplevelsen: Tjek deres webcast her.