Guerilla Knitting 2.0

Ganske kort: Tim Regan har netop introduceret mig for fænomenet Guerilla Knitting, eller Xtreme Knitting, som er det, der ville komme ud af at klone en street artist med en gammel dame fra Hosekræmmeren.
Er det ikke bare cool?

Faldt også over denne ironiske StarWars-kommentar (håber jeg) til traditionel 'cute' knitting. Ja, man fattes ord.

Verdamt! I just realized that Tim Regan (yes,the proud owner of Henry, the dogumentarist, that you read about earlier) posted a blog on the exact same topic.

Only, he was kind enough to also refer to my friend Anders Bonnesen who have done some great knitting work (and that is something you rarely get to say about...well, anyone).

So, to fix that I hurry to add Anders's work here. Check it out, and guess who has the beautiful (and possibly lethal) tripod sitting in her home...(no, it's not his mom, dammit. How could you?)

Tim mentions that to him, blogging is a way of keeping up to date with what his friends are doing. Actually, in Tim's case, it's probably more about using technology to embarrass his sweet kids in a parallel reality. And globally, just to make sure that they cannot even leave the country.

But, to be honest, I don't think he needs to - his orange home-made papier maché thingy that turns a perfectly good camera into a crappy dysfunctional camera, has probably already earned Will and Meg a place in the hall of tormented kids. Not because it is there, but because he wears it. In public. For real.

Anyway, that was a bit besides the track...The point is, since my friends are a rather international lot, and since I would be lost if they chose to blog in, say, Portuguese, I will consider continuing my blog in English.

First, however, I have to consider the professional consequences of giving my entire professional community the opportunity to read what is going on in my mind. It is not exactly a career-booster, I fear.

Kattedame 2.0

Har lige sendt den franske Bulldog 'Henri' hjem iført sele og kamera. Lydsiden til sådan en Marty Feldman-eyed lille satan er simpelthen fantastisk, og jeg ærgrer mig over at vores kameraer ikke optager lyd.

Efter en all-mail til Computer Mediated Living-gruppen er jeg nu kendt som 'dogumentary-damen' og muligvis også 'hende med velourseletøjet'.

Det ka være godt eller skidt alt efter smag.

However, efter kun 20 sek. stillede næste firbenede deltager op i køen.

...og sådan blev jeg web 2.0 versionen af det, der i gamle dage hed 'kattedamen'.

15.000 henrograhpies og øjne som rosiner

Gosh for en dag...
I mindst 10 timer har jeg siddet og gloet på de billeder, hunden Henry havde taget i påskeferien.

Vel igennem de ca. 5.000 snapshots beslutter jeg mig at samle et udvalg af særligt lækre Henrographies som Familien Regan ka muntre sig med, og ha som minde. Fordi jeg er så pisse flink.

Og nej, min hukommelse er måske ikke ulastelig, men jeg ville tro,at jeg ku huske at ha set granma Regans blodsprængte ben i ubehageligt close-up eller et afslørende portræt af hvad jeg tror er naboens hunds bagende.

Og ja, det viser sig, at Henry, the bloody canine paparazzi, har taget 15.000 (!) fotos over påsken, og at jeg har laaaangt igen med at mærke og klassificere.

Mine hornhinder føles som rosiner nu, men jeg er i mål. Tror jeg. Indtil i morgen, hvor næste firbenede deltager ankommer kl 7.00.

Var i kæledyrsmekkaet 'Petcessories' (sic!) og impulsindkøbe halsbånd og seler til div størrelser pelsdyr. Overvejede kort at købe en spand med levende fårekyllinger, bare fordi man ku. Men jeg tænkte at fire stykker seletøj til kæledyr nok er slemt nok at sætte på sin expense account, og de er alligevel for små til at man ka sætte et kamera på dem, sådan nogle kyllinger.

Godt nok er hele Socio-Digital Systems-gruppen hos de andre -og mere traditionelle- forskergrupper allerede kendt for kun at lave bizarre og ubrugelige gadgets, men efter jeg kom tilbage med hvad der ligner 4 x bondageudstyr i sort velour, og en pose med friske kødben, så tror jeg sgu, de stifter en pris i mit navn.

Kyllingekostumets psykologi

Vi var til Quirkology lecture i går i Cambridge.

Og selvom det var virkelig morsomt, og Professor Wiseman fik publikum til at knække sammen af grin flere gange, så er der vel ikke så meget at sige end:

Stol ikke på din hjerne for den lyver omtrent ligeså meget som et sølvbrudepar i parterapi.

Tjek selv Wisemans quirkology hjemmeside, hvor der er mulighed for at deltage i div forsøg.

Hvis du er heldig ligger der også en video med 'Fire Walker' hippier, der får brændt deres fødder fordi -surprise- de ikke har mediteret sig til et kraftfelt af energi, der beskytter deres små pusselanker fra brandsår.

Desværre var historien om kyllingekostumet ikke andet end historien om, hvordan Professor Wiseman havde fået sin phd-studerende (!) til at hoppe i gult plys for at posere til forsiden af en bog. Uagtet at det meste af verden faktisk ikke forstår joken 'why did the chicken cross the road'.

Bagefter røg vi på The Eagle, som er en halv-skoddet men meget gammel pub hvor vi fik faldt over denne plaque.

Jeg er temmelig ligeglad med, hvor DNA-opdagelsen blev annonceret, men jeg finder det fascinerende, at nogen er i stand til at leve af Bangers 'n' mash 6 (!) dage om ugen, som skiltet til højre kraftigt hinter.

"I hope you won't be lonely, [insert name], [insert diabolical laughter]"

If you are breaking up with someone-or in the middle of a nasty divorce-consider getting him the cat-one and add a diabolical laughter at the end of the message.

When you are all alone and eating off the floor, a rude message from the one that left you is really going to brighten your day...who came up with that crappy design idea?

It will probably do for lonly people in nursery homes as well.

So, if you are one of those children that never visits your parents at 'Sunflower Hill' or 'Happy Homes', feel free to use the idea.

You can get the bowl at petgadgets.com, I think.

Biomimetic robot lobster performs chemo-orientation. Oh, ya!

Ok, nok har jeg endnu ikke fostret nogen banebrydende forskningside, men jeg har laert tre vigtige ting idag:

Ting 1:
Hvis du gik rundt og troede, at dyrerobotter primaert var orienteret mod traditionelle kaeledyr som Sonys AIBO eller Shibatas PARO ja, saa tog du fejl. Ligesom jeg, indtil for faa timer siden.

Jeg har nemlig fundet nervepirrende litteratur om....hummer robotter (hummerbotter?).

Tjek bare sexede titler som: "Biomimetic robot lobster performs chemo-orientation in turbulence using a pair of spatially separated sensors: Progress and challenges".

Wow! Fjern prompte jeres elendige Boerge Mogensen coffee table books, og goer plads for Grasso et al...

Ting 2:
At Microsoft afholder konferencer om computerspil er vel naeppe en overraskelse. Men at de afholder dem paa laekre krydstogtskibe, der pendul-sejler mellem Miami og Mexico, er dagens interessante og positive indlaering.

At en ven vaelger at dele sine cocktail 'n' cruise-oplevelser med mig, balancerer knivskarpt mellem betaenksomt og belemrende.

Men at jeg ikke var inviteret er fuldstaendig....a-...a-...arrg!

Ting 3:
Andre forskningsgrene er ogsaa vilde med kyllinger!
Laes bare denne beskrivelse af en 'Evening Science Lecture', som jeg bare maa se i naeste uge:

Quirkology: Weird pyschology.
For over twenty years, Professor Richard Wiseman has examined the quirky science of everyday life. He has spent nights in alledgedly haunted houses, conducted clandestine experiments in over 30 countries, and dressed up as a giant chicken.

...dressed up as a giant chicken!

Jeg er virkelig speandt paa om dette paa nogen maade er relateret til Wiseman's forskning, for det fremgaar aerligt talt ikke saerligt tydeligt af teksten....

What black hours we have spent: Field work fra St John's College Kapel

Free at last!

Hele eftermiddagen er gået med at dalre rundt med hænderne i lommen, Harry Potter-lydbog i ørerne og blikket indstillet på mos, rust, krakeleret maling, pigstensbelægninger osv. Så zen som jeg nu engang kan blive.

Cambridge har utallige skilte med 'private', 'don't enter', 'closed for the public', og de taler virkeligt til min nysgerrighed. Nu har jeg flere trespasses på samvittigheden, end smeden har lasagnemiddage. Og dette eventyr gik faktisk rigtig godt lige indtil.....

...jeg fistrede rundt backstage hos St. John's College, og pludselig hørte orgelmusik tæt på. Og mens jeg prøver at lirke sidedøren til kapellet op, bliver den åbnet indefra af kirkens kappeklædte posse. Venligt presser de en kopi af 'Meditation on the Passion of Christ' ned i hånden på mig, mens de viser mig ind.

Og der står jeg så, i en setting jeg ikke kender. I dette kapel sidder man overfor hinanden, og flere af bænkene har borde med læselamper, og der er et meget seriøst look to it all. Jeg ved ikke om jeg skal sætte mig i højre eller venstre side, om de fine sæder i udskåret ædeltræ er out of bounce for sådan een som mig, eller hvad jeg i det hele taget formodes at foretage mig.

Jeg har ingen anelse om hvad der skal foregå - orgelmusikken brager, og folk ser henførte ud. Folk, der har sorte kapper på, bemærker jeg pludseligt. Folk, som har lagt ansigtet i de rette folder. Folk med røgelseskar, der får stedet til at lugte som formningslokalet på Egedalsskolen i 80'erne. Er det asbest eller modellervoks, de brænder af?

Og så er der altså mig, med min Harry Potter lydbog, guldvanter og alt for megen make-up. Ligner en transvestit til et enkebal.

Her begynder jeg så at nærgranske pamfletten, for også at se ud som om, jeg hører til. I bagklogskabens lys er det jo ret lamt, men hvad skal man gøre?

Een ting er sevet ind på nuværende tidspunkt: det er ikke fri filmforevisning af 'The Passion of the Christ', jeg er kommet til.

Jeg bladrer i mit lilla hæfte, som viser sig at være programmet. 6 duplex-printede A4-sider i hippielilla. I kid you not! Og det er ikke drejebogen til en sommerfest, kan jeg fortælle.


'I wake and feel the feel of dark, not day. What hours, O what black hours we have spent...'


Sådan fortsætter vi 6 livsglade sider, før vi slutter med 'Dead and Buried' af Elizabeth Rooney.

Selv for en gammel goth-fan som mig, er det for meget. Jeg beslutter at forlade festlighederne. Men se, her er det, at kirkens folk ka lære Hells Angels noget. Stedet er satme bedre bevogtget end et danskerdiskotek på Strøget. Bortset fra, at her er det svært at komme ud, hvis man ikke er een af 'the guys'.

Paterfætrene stiller sig simpelthen op foran udgangen, og prøver med deres fordømmende øjne at guilt-trippe mig til at gå ned på min plads (ok, det er måske bare min fantasi). Og ligesom provinsens stationscenterbander har de en forkærlighed for XXL-kostumer, så man ka ikke engang udse sig den, der er lettest at vælte, og ta stikkeren.

Anyways, de lader mig slippe. Måske fordi jeg selv er iført lang sort kjole og kappeagtig vinterfrakke. Og så -oh, ve!- har jeg satme glemt mine vanter inde på pøbelrækken. Jeg står mindst 1 minut og overvejer, hvor glad jeg egentlig er for de vanter, inden jeg må dukke nakken og snige mig ind til endnu en runde orgelfaciliteret weltsmertz.

Jeg er ikke for fin til at dele oplevelsen: Tjek deres webcast her.

March 8. -Women in the combat zone

8. marts -her sidder man saa og plejer sin karriere ved at vaere den eneste paa kontoret. Det er altsaa ikke fordi jeg er saerlig produktiv eller martyr-agtig, men mit vaerelse er temmelig koldt og skrivebordet beregnet til dvaerge...

I droemme klaekkede jeg en ide til et 1st-person shooter-spil med feministiske og koenspolitiske undertoner. Meget 'in the spirit of the day' maa man sige... Tidligere har jeg leget med spil-ideer som 'HooverHero' og dagligvareindkoebstraeningssoftwaren (puha - det blir svaert at laese uden danske bogstaver) 'Goddammit, WeAlsoNeedRealGroceries AndNotJustWineAndSnacks - Hero'.

Ingen af dem har dog vundet gehoer hos den spilproducerende del af befolkningen. Endnu. Jeg forventer selvfoelgelig at WIFT tager det paa sine skuldre at udbedre dette macho-tyrani paa computerspilsomraadet.

Maaske skulle jeg hellere bruge min energi paa at udtaenke noget brugbart. Jeg har vaeret en uge hos MS Research, og har endnu ikke taenkt een eneste original tanke. I stedet har jeg fundet det mest vidunderlige mosaiksoftware at lege med. I imorgen -naar bogkapitlet forhaabentlig er vaek fra mit skrivebord- vil jeg derfor drage i felten og indsamle fotos til mit nye mosaikbibliotek.

Det vedhaeftede foto bestaar af diverse mystiske billeder jeg havde liggende -zoomer man ind vil man finde en del billeder af en klaedeligt beruset Mama paa sin polterabend, en noegen julegris (naaja, det er de vel oftest), Kraftwerk covers og saa videre.

Det er ikke helt optimalt, at der flere steder sniger sig nogle 'out of context-billeder' ind (som fx. posters fra Dallas, og ligegyldige S/H piktogrammer, som jeg ikke forstaar hvorfor jeg har) og derfor giver det mening at opbygge et personligt billedbibliotek saadan at jeg i fremtiden ka skabe mosaikker der bestaar af tiles med relevans for hovedmotivet.

Det er selvfoelgelig ikke saerligt originalt, og det hjaelper ikke meneskeheden taettere paa a world of eternal bliss, men det er nu en meget hyggelig maade at browse i sine personlige fotos paa. Og vi skal vel ikke vaere cutting edge hele bloody tiden.

Jeg tror jeg er ved at varme op til en ide...
Maaske kunne jeg bygge et system, der tog input fra en hel families sense-cams og realtime-loadede dem til et display i hjemmet, som arrangerede dagens billeder i nye/ smukke/ overraskende/ provokerende mosaikker. I princippet ku man vel goere det samme med lyd? Altsaa, kreere en musikalsk mosaic ved hjaelp af lydbidder fra familiens hverdag. Ooh, so very ambient and awarenessy.

Hmm, det maa jeg lige ruge paa.....Jeg ka godt lide ideen om musikmosaik, men spoergsmaalet er selvfoelgelig om jeg ka faa nogen til at bygge det til mig. Det er en hel ny maade at dele sit liv paa som traditionel social software ikke rigtig rammer....hmm.

Men HooverHero ville selvfoelgelig heller ikke vaere daarlig...

Mister Lee med sensorjakke, blinklys og guldfiske-interpretator

Puha, saadan en 7-19 arbejdsdag ka sgu goere een helt stolt, naar man ikke har magtet at arbejde mere end tre sammenhaengende timer pr dag de sidste par aar.

Bogkapitlet er ved at tage form, og ka forhaabentlig skibes ud af mit liv om en uge eller to. Saa mangler jeg bare afhandlingen, inden jeg for alvor kan koncentrere mig om at kreere eet eller andet device indefor omraadet 'Augmented Human Pet Interaction'.

Hmm....jeg taenker 'Poultry Internet' moeder 'Metazoa Ludens' moeder 'Mister Lee's CatCam' moeder 'SNIF' krydret med ALT hvad man ka finde hos Ars Electronica. Mangler bare lige at faa krogen i nogle dygtige programmoerer, for den slags kan jeg nok ikke bygge med pap og kartoffeltryk.

Selvom jeg er en sand virtuos i genren.

Heldigvis er jeg ikke en hel ueffen sweet talker heller, saa jeg er stadig optimist (det er min trejde dag).

Jeg taenker at spoerge min ny buddy Tuck, om jeg maa arve nogle af de programmoerer som han har haft held til at charmere.

Om en halv time drager slavegalejen ned til byen for at indtage et rigtigt middagsmaaltid, og sikkert fortsaette gaarsdagens hede debat om positivisters ret til at udtale sig om noget som helst. Overhovedet. Cobbers er delt i lige dele HCI-folk (mit hold) og code freaks, med en administrationsmedarbejder i den lokale kirke og en jura-phd paa baenken. De holder sig klogeligt i ro.

Men saa skulle man altsaa ha sin foerste encounter med det beroemte engelske cuisine.... Maa nok hellere luske ud i chokoladeboksen og hamstre lidt kalorier i tilfaelde af.....ja, det siger vel sig selv.

Vi har en chokoladeskuffe på kontoret! Hvor cool er det lige?

Hvilken dejlig dag.

Frokost på Bill Gates regning (og det manglede da også bare når han nu er trådt ned og interns ikke længere bliver inviteret til barbeque i casa del Bill) og opdagelsen af chokoladeskuffen (oh, ja!) i kontorets køkken.

Nu vil jeg sove med Harry Potter-oplæsning i høretelefonerne. Kun for at overdøve elradiatorenes klikken, selvfølgelig. Ikke fordi jeg er into børnelitteratur.

Hvordan personaliserer man et pulterkammer?

Så var man endelig fremme.

Efter en halv dags transport var jeg nu landet i The Cobbers. Her er vi nemlig for fine til at bruge husnumre, så alle husene her i Hellerup-kolonien har navne ala Swan House og White Manor. Stilet. Rigtig stilet.

Bare ikke så pisse brugbart i en taxa, vel? Og det var vel derfor vi andre gik over til husnumre. Undtaget i Syrien selvfølgelig, hvor jeg husker at man skulle beskrive sin adresse, fordi de heller ikke gad det med numre eller vejnavne dér.

Husker svagt taxasamtale: 'Vores hus ligger i retning af den moske, der ligner et Mickey Mouse-hoved, men så skal vi til venstre inden det store dadeltræ'. Uforståelig reply fra chauffør, der måske ikke blev lykkelig over sammenligningen mellem hans tempel og symbolet for Det Store Onde. Jeg var sgu også blevet sur.

Men tilbage til Hellerup-sceneriet: Alt synes meget velhavende og designermøbelindrettet, altså lige med undtagen af The Cobbers, der mest ligner at refugium for enlige mænd (hvilket sikkert er ubehageligt tæt på sandheden, når det kommer til stykket).

Dave, som lukkede mig ind vidste for eksempel ikke, om der var en støvsuger i residensen (jeg ved, at de edderkopper har brugt timer på at arrangere en baldakin af tråd over min seng, men det skal fandeme ned, ligesom det i skufferne og det på knagerækken).
'I've only been here for 14 days', forklarede han. Og så kan man jo godt forstå, at han ikke har haft tid til at få brug for en støvsuger.

Efter to timers jagt i nabolaget har jeg nu fyldt mit lidet sexede pulterkammer-style værelse med et hav af blomstergrene, der overdøver lugten af el-radiator. Judith har sikkert udvalgt husets fineste og mest flæsebesatte polycrome sengetøj i dagens anledning, men for at skåne mine øjne og nerver, har jeg pænt gemt det væk i bunden af skabet. Jeg tør altså ikke lukke øjnene i et rum med storblomstrede flæser i støvet lavendel og gammelrosa. Sæt det synker ind i huden? Eller i hjernen mens jeg sover?

Så nu sidder jeg så her ved computeren og indtager et aftensmåltid bestående af en rulle polo-pastiller, mens jeg nyder radiatorens tikken og vaskemaskinens buldren i mit nye hvide, spindelvævsfri og blomsterduftende hjem. Selv en storblomstret skriggul take-away i Bollywoodtema, havde alligevel vakt jubel lige nu. Bare den var lokal. Og åben.

Jeg håber satanedemig at MSR har tænkt sig at byde på morgenmad. Må hellere huske at pakke cigaretter og neglelakfjerner ned i håndtasken, så jeg har eet eller andet at støtte mig til, indtil seniorforskeren er nødt til at invitere mig på frokost.

...jeg har selvfølgelig også en halv pose Fisherman's Friend, der vel egl godt ku gøre det ud for et let morgenmåltid, hvis jeg lægger dem i blød nu...