Hele eftermiddagen er gået med at dalre rundt med hænderne i lommen, Harry Potter-lydbog i ørerne og blikket indstillet på mos, rust, krakeleret maling, pigstensbelægninger osv. Så zen som jeg nu engang kan blive.Cambridge har utallige skilte med 'private', 'don't enter', 'closed for the public', og de taler virkeligt til min nysgerrighed. Nu har jeg flere trespasses på samvittigheden, end smeden har lasagnemiddage. Og dette eventyr gik faktisk rigtig godt lige indtil.....
...jeg fistrede rundt backstage hos St. John's College, og pludselig hørte orgelmusik tæt på. Og mens jeg prøver at lirke sidedøren til kapellet op, bliver den åbnet indefra af kirkens kappeklædte posse. Venligt presser de en kopi af 'Meditation on the Passion of Christ' ned i hånden på mig, mens de viser mig ind.
Og der står jeg så, i en setting jeg ikke kender. I dette kapel sidder man overfor hinanden, og flere af bænkene har borde med læselamper, og der er et meget seriøst look to it all. Jeg ved ikke om jeg skal sætte mig i højre eller venstre side, om de fine sæder i udskåret ædeltræ er out of bounce for sådan een som mig, eller hvad jeg i det hele taget formodes at foretage mig.Jeg har ingen anelse om hvad der skal foregå - orgelmusikken brager, og folk ser henførte ud. Folk, der har sorte kapper på, bemærker jeg pludseligt. Folk, som har lagt ansigtet i de rette folder. Folk med røgelseskar, der får stedet til at lugte som formningslokalet på Egedalsskolen i 80'erne. Er det asbest eller modellervoks, de brænder af?
Og så er der altså mig, med min Harry Potter lydbog, guldvanter og alt for megen make-up. Ligner en transvestit til et enkebal.
Her begynder jeg så at nærgranske pamfletten, for også at se ud som om, jeg hører til. I bagklogskabens lys er det jo ret lamt, men hvad skal man gøre?
Een ting er sevet ind på nuværende tidspunkt: det er ikke fri filmforevisning af 'The Passion of the Christ', jeg er kommet til.
Jeg bladrer i mit lilla hæfte, som viser sig at være programmet. 6 duplex-printede A4-sider i hippielilla. I kid you not! Og det er ikke drejebogen til en sommerfest, kan jeg fortælle.
'I wake and feel the feel of dark, not day. What hours, O what black hours we have spent...'
Sådan fortsætter vi 6 livsglade sider, før vi slutter med 'Dead and Buried' af Elizabeth Rooney.
Selv for en gammel goth-fan som mig, er det for meget. Jeg beslutter at forlade festlighederne. Men se, her er det, at kirkens folk ka lære Hells Angels noget. Stedet er satme bedre bevogtget end et danskerdiskotek på Strøget. Bortset fra, at her er det svært at komme ud, hvis man ikke er een af 'the guys'.Paterfætrene stiller sig simpelthen op foran udgangen, og prøver med deres fordømmende øjne at guilt-trippe mig til at gå ned på min plads (ok, det er måske bare min fantasi). Og ligesom provinsens stationscenterbander har de en forkærlighed for XXL-kostumer, så man ka ikke engang udse sig den, der er lettest at vælte, og ta stikkeren.
Anyways, de lader mig slippe. Måske fordi jeg selv er iført lang sort kjole og kappeagtig vinterfrakke. Og så -oh, ve!- har jeg satme glemt mine vanter inde på pøbelrækken. Jeg står mindst 1 minut og overvejer, hvor glad jeg egentlig er for de vanter, inden jeg må dukke nakken og snige mig ind til endnu en runde orgelfaciliteret weltsmertz.
Jeg er ikke for fin til at dele oplevelsen: Tjek deres webcast her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar